Artikel
Handelsskolen

TÆT SAMARBEJDE MED LOKALE VIRKSOMHEDER

På erhvervsuddannelsen på Silkeborg Business College får eleverne takket været et nyt koncept en unik mulighed for at afprøve teori i praksis i tæt samarbejde med lokale virksomheder

Silkeborg Business College starter fra dette skoleår et nyt undervisningskoncept på EUD Butik og Handel. Nu skal eleverne have fire dage på skolen og i praktik én dag om ugen på deres 2. semester. Erhvervsuddannelsen foregår først et år på skolen med grundforløb og praktik og derefter to år i en elevplads. Med det nye koncept skal eleverne via praktikken på grundforløbet lave en virksomhedstilknytning, som giver dem mulighed for at afprøve teori i praksis og hjælpe dem frem mod en praktikplads

Praktikvirksomhed som klasselokale

En af de elever, der startede på erhvervsuddannelsen på Silkeborg Business College i sommer er Emma Hvilshøj Andersen på 18 år.

- Jeg valgte uddannelsen, fordi jeg gerne vil noget indenfor handel. Jeg har tidligere arbejdet i en butik, og det var jeg rigtig glad for. Jeg synes, det er godt med den nye form for praktik. Vi kommer jo nok til at lære noget andet end det, vi snakker om i timerne skolen. Måske kommer vi endda til at lære mere i praktikken, fortæller Emma Hvilshøj Andersen, der efter nytår startede på 2. semester og lige om lidt begynder i praktik én dag om ugen.

- Jeg skal i praktik i Legekæden i Silkeborg. Jeg tror, det bliver rigtig spændende – især når vi får nogle opgaver, vi skal løse i butikken, men også bare dét at få lov til at se, hvordan det hele fungerer og få noget information omkring butikken. Det bliver rart at komme ud i en virksomhed og ikke bare skulle sidde i en klasse hele ugen, fortæller Emma Hvilshøj Andersen, og fortsætter:

- Jeg er også en lille smule nervøs for at starte i praktikken og for at skulle stille spørgsmål omkring mine opgaver, men dem, jeg har snakket med på forhånd fra butikken, var rigtig søde, så jeg glæder mig også til at springe ud i det, og jeg tror det bliver sjovt. Jeg har da også lidt et håb om, at praktikken måske kan hjælpe mig med at få en fod indenfor, når jeg skal til at søge en elevplads. 

Læring sker uden for skolen Annemarie Kartz Thuesen, der er uddannelsesmentor, er en af dem, der på Silkeborg Business College har været med til at starte det nye koncept op.

- Vi er gået i gang med det her projekt for, at eleverne hurtigere kan danne deres professionsidentiteter. Når de er i praktikken under 2. semester den ene dag om ugen, skal de indgå i virksomheden som en helt almindelig medarbejder. Eleverne bliver klædt på fra skolen med teori og opgaver, som de skal løse i praktikken – hvad er et varekatalog?, hvad er et kundesegment?, og hvad er budget?, og hvordan fungerer det? - de skal ud i virkeligheden og spørge ind til, hvordan det hænger sammen, så teori og praksis kobles. De kommer derfor i praktik med et fokus, siger Annemarie Kartz Thuesen.

- Det nye ved uddannelsen er også, at vi har fået koblet virksomhederne til på en anden måde end før. Idéen er på sigt at få involveret erhvervslivet endnu mere sådan, at vi faktisk kan være sammen om at uddanne de unge mennesker, fortæller Annemarie Kartz Thuesen.

Da det hele stadig er meget nyt, og det første hold netop skal til at starte op på praktikken én gang om ugen, er Annemarie spændt på at se, hvordan det hele kommer til at forløbe, og hvad eleverne ender med at få ud af den nye praktikform.

- Vi har jo ikke været helt igennem det første hold endnu, men jeg vil mene at ved at gøre det på den her måde, giver det eleverne mulighed for at få reflekteret over teori på baggrund af praksis. Vi trækker skolen udenfor de fire vægge – skolen kan også være andre steder end i selve skolebygningen – for eksempel på praktikstedet, hvor de unge skal blive klar over, at de faktisk lærer noget, og der ikke bare er en tavs viden omkring det. Og virksomhederne skal også være klar over, at de er medansvarlige i de unges uddannelse, siger Annemarie Kartz Thuesen.

Skrevet af journalist Josefine Ørts Felletoft

Artikel oprettet den 05.05.2017
Det er svært at sige, hvad jeg vil om to år, så det er godt, at man både kan komme hurtigt ud i erhvervslivet eller læse videre
Artikel oprettet den 21.04.2017
På Handelsskolen EUD/EUX har vi tradition for en årlig tur til USA med udvalgte elever.
Artikel oprettet den 08.11.2016
Nicolai Faarvang er handelselev hos Pressalit
Artikel oprettet den 08.11.2016
På EUS fandt jeg ud af, at det, der fangede mig, var fag som salg og service, IT og erhvervsøkonomi
Artikel oprettet den 31.10.2016
"Uddannelsen på Silkeborg Business College modnede mig fagligt og personligt og gjorde mig klar til at tage ansvar. Jeg blev godt forberedt til erhvervslivet, så jeg fik en god start”
Artikel oprettet den 06.10.2016